
Nu får vi ny Forbundsdragt
I den anledning var det måske en god idé, at kigge lidt på, hvordan vi har set ud siden de første drenge gik på gaden i 1903.

1902 FDFs stifter Holger Tornøe bestemte, at forbundsdragten i 1902 skulle være en hvid ravndugsbluse med blå overkrave i lighed med marinens matrostrøjer. Dertil en mørkeblåsømandshue med et stribet bånd. i 1906 indførtes et huebånd hvor der stod F.D.F.
1911 Spejderbevægelsen kom til Danmark i 1909 og dermed måtte FDF til at tænke i nye baner. Indtil væbnerarbejdet blev indført i FDF i 1919, fik nogle kredse lov til at dyrke "spejdersport" i en grøn bluse, men kun som et forsøg!
1919 Væbneridrætten indføres, og der følger en n y forbundsdragt med. Grå med blåt tørklæde.
1921 Skråhuen kommer til.
1933 Rigsdagen vedtager på grund af den stigende uro i Europa med uniformerede politiske ungdomsorganisationer et uniformsforbud, der også rammer FDF. Væbnere og andre medlemmer af FDF over 14 år må derfor de næste to år kun bære et blåt tørklæde med påsyet FDF-skjold og bælte med FDF-spænde.
1937 Indtil 1937 skulle en dreng være 10 år for at blive FDF'er, men dette år indførte man en særlig "forberedelsesklasse til FDF" for drenge fra 8 år - de plev kaldt poge. Da de ikke blev opfattet som "rigtige" FDF'ere skulle de have en særlig uniform. En grå sweater med FDF-skjold og et blommefarvet tørklæde, og hvis drengen selv ønskede det, en mørkeblå baskerhue. Den slog dog aldrig rigtig an ude i kredsene.
1952 FPFs første forbundsdragt lignede på mange måder FDFs. Den var grå og med tørklæde i klassefarverne.
1964 FPF indfører den todelte forbundsdragt til pigerne. Nu blandt andet med en sløjfe i stedet for tørklædet.
1970 Sidst i 60'erne ændres arbejdsstoffet i FDF meget, og forbundsdragten måtte ændres. Den grå bluse blev afskaffet og i stedet indførtes en acrylbluse i de forskellige klassefarver. Dertil hørte en gråblå vindjakke og en lyseblå bøllehat. Midt i 70'erne afløstes den brandfarlige acrylbluse af en sweatshirt, men nu kun i den væbnerblå farve.
1989 Allerede 14 år efter var det tid til en ny forbundsdragt - nemlig den vi nu snart skal til at sige farvel til. Den holdt i 23 år og var af en sådan kvalitet, at mange kun har haft en enkelt skjorte - og det er i grunden ikke så galt.